I mit barndomshjem stod alting altid pænt, mor var god til at sætte brugskunst hyggeligt på skænk og reol, der stod ofteet par vaser med friske blomster, eller andre dekorationer med naturens og havens grønt. Der var ro for øjnene. Det er noget af det, jeg lægger mest vægt på i mine stilleben i dag – at der er ro for øjnene, harmoni, balance.
Som 12-13 årig gik jeg meget op i, at mit værelse var hyggeligt indrettet. Møblerne stod pænt. Sengen var pyntet med puder, som matchede mine gardiner. Mor havde syet både gardiner og pudebetræk, hun syede hele husets gardiner så fint, som var de købt færdige. Hver dag puffede jeg puderne op og arrangerede dem pænt, og i vindueskarmen arrangerede jeg kaktus og figurer, og jeg samlede kornstrå, som jeg tørrede og satte i et gammelt syltetøjsglas. Mine bøger stod snorlige i reolen, men med ting imellem, så det ikke så bombastisk ud. Sammen hjalp mor og jeg hinanden med at tapetsere væggene i mit værelse, jeg smurte klister på, og mor hængte tapetet op. Sådan gør vi faktisk stadig, det kan du se mere om i denne tv udsendelse: https://www.tvmidtvest.dk/fru-pedersens-have/fru-pedersens-have-i-maj
Jeg havde selv fået lov at vælge tapet, den ene væg havde brunt murstenstapet, den anden tapet var med lyse træpaneler. Så lysten til at indrette, pynte, dekorere og arrangere har jeg haft så længe jeg husker tilbage.
Når jeg legede med venner og veninder var det tit noget med at bygge huler, og jeg var helt vild med selve processen med at finde på, hvordan hulen skulle bygges, indrettes og pyntes. Det var det vigtigste i den leg for mig!
Jeg har fra en tidlig alder således interesseret mig for stilleben uden at vide det, og min passion for genbrugsting kombineret med min kærlighed for naturens mange skatte blevet til de stilleben, jeg konstant omgiver mig med i hus og have, lysthuse og skurvogne.
At genbruge ting er naturligt for mig. Mange af mine ting har jeg klunset på den lokale genbrugsplads eller købt i genbrugsbutikker. Af og til får jeg gamle ting forærende af venner og bekendte, som de alligevel ville ha’ smidt ud. Det får så nyt liv hos mig i et stilleben.
Da jeg som helt ung fik mit eget hjem sammen med John var der en dejlig masse plads ude og inde. Vores hjem blev indrettet må få nye møbler og ellers genbrug. Jeg lurede at gamle havemøbler var flotte – man kunne jo bare skifte brædderne ud, når de blev for ringe. Jeg satte almindelige havemøbler på terassen, så vi kunne sidde og hygge os, men samtidig en ekstra bænk eller et lille bord, som kunne laves til et smukt stilleben med planter lanterner og gamle glasflasker.
I dag bruger jeg mange gamle ting til pynt i haven, for de kan tåle at være ude i al slags vejr: Glasflasker, gamle vinballoner, mælkejunger, mælkekander, zinkbaljer og zinkspande. Det betyder ikke noget, der er hul i bunden af en spand eller kande, man kan sagtens bruge den til dekoration alligevel.