Fru Pedersen – og historien bag haven

Hvordan passion blev til min levevej.

Jeg hedder Anette Krogh Pedersen, jeg er gift med John, og sammen har vi 3 børn og 5 børnebørn. Jeg har haft passion for havelivet, så langt jeg kan huske tilbage, og i 2012 fik jeg idéen til at gøre haven til en besøgshave.

Da jeg blev født på Djursland i marts 1966, havde min mor kun 4 ugers barsel, min far var landmand og min mor bankassistent. Så jeg blev passet hos min mormor og morfar i Randers, og når jeg vågnede af middagsluren, lå jeg og kiggede op i kirsebærtræets lyserøde blomster, så hvem ved, måske er det allerede der, kimen blev lagt til min store kærlighed for æstetik og haveliv.

Da jeg skulle starte i skole, flyttede vi til Vestjylland, mine forældre havde købt en større gård tæt ved Lemvig. Jeg savnede mormor og morfar, men heldigvis, fik min lillebror og jeg hver sommer lov at komme på ferie hos mormor og morfar ude i deres kolonihavehus i Romaltparken.

Mormor var utroligt glad for og stolt af sin have, og hun havde den smukkeste kolonihave med snoede havegange, vand, svungne bede og bugtede kanter, og hun fik ærespræmie hvert år. Vi børn var meget betagede af haven og ville så gerne hjælpe, og så fik min bror og jeg lov at kultivere, men kun uden for hækken. Vi var helt oppe omkring konfirmationsalderen, før vi fik lov at kultivere inde i haven, og selv da holdt mormor altid et vågent øje med, om vi nu gjorde det godt nok.

Morfar byggede et legehus med terrasse til, hvor vi overnattede. Græsset var altid kort, blødt og fint lysegrønt, den sirlige køkkenhaven havde snorlige rækker og var altid kultiveret. Hvor jeg dog elskede de somre.

Oprindeligt er jeg uddannet klinikassistent. Det startede med, at den lokale tandlæge havde brug for en skolepige til at gå til hånde, så det gjorde jeg, fra jeg gik i 8. klasse, og fandt ud af, at jeg var ret god til det, og så tog jeg uddannelsen.

Min ungdomskæreste John og jeg købte landstedet, da jeg bare var 19 år, og jeg satte som betingelse, at det ikke måtte være lerjord, for jeg ville kunne anlægge en dejlig have. Allerede som 18 årig havde jeg meldt mig ind i haveforeningen Tangsø i Lemvig, og det er måske ikke så sært, at jeg var yngste medlem i mange år.

Inspireret af mormors kolonihave tegnede jeg første del af min have som 19-årig, og siden har den gradvist udviklet sig til det, den er i dag. Jeg havde ikke på noget tidspunkt i tankerne, at jeg en dag kunne komme til at leve af haven.

Jeg havde forskellige vikariater i skoletandplejen, og det var så dejligt, at jeg så havde fri i skoleferierne samtidig med mine børn. Desværre blev der en stilling nedlagt, da jeg ellers var sikker på, at nu kunne jeg endelig få en fast stilling. Så i stedet fandt jeg arbejde som handicaphjælper, jeg passede ALS patienter med respirator, et job jeg holdt meget af.

Sideløbende begyndte jeg i sensommeren 2012 at vise min have lidt frem, den første store gruppe, der kom på besøg, var Tangsø Havekreds medlemmer, som også senere var ude og se, hvordan jeg pyntede op til jul. Jeg fandt ud af, at mange var interesserede i også at se, hvordan vores hjem var indrettet. Det gav idéen til arrangementer med bolig- og haveinspiration.

På et tidspunkt var jeg medlem af Tangsøs bestyrelse og en fra bestyrelsen foreslog, vi skulle prøve at finde et betonkursus. Hvorfor det? spurgte jeg. Det kan vi da selv gøre! Og så mødtes vi en dag hjemme hos mig og arbejdede med beton – det blev en stor succes og startskuddet til de kurser, jeg holder i dag.

En dag vågnede min arbejdsgiver ikke op fra sin middagssøvn – det kom meget pludseligt og uventet, han var alt for ung til at dø.

Ud over at det satte mig ledig, satte det en masse tanker i gang. Jeg tænkte, der må være en mening med det her. Man ved ikke, hvor længe, man har har tilbage. Det er nu, hvis jeg skal leve min drøm ud og åbne min have noget mere for publikum.

Så da jeg som ledig havde ret til 6 ugers selvvalgt kursus, tog jeg et kursus i sociale medier, lavede min blog og min første webside. På det tidspunkt holdt jeg kun åbent nogle få weekender og i julen, så der var ikke mange besøgende, og ikke mange kendte til mig. Men gennem bloggen fandt folk ud af min eksistens.

I starten af 2013 fik jeg et nyt job og samtidig besluttede jeg det år at åbne for overnattende gæster, holde åbent i haven fra maj til september hver weekend samt en åben julehave i hele december.

En af deltagerne på et bolig-/havearrangement var journalisten Margit Vendelbjerg fra tv midt/vest, som trak mig til side, og spurgte, hvorfor har jeg aldrig været ude og lave fjernsyn i din have? hvortil jeg svarede, jamen det er jo bare min have. Jeg vender lige tilbage til dig, sagde Margit, og jeg tænkte, ja ja den er god med dig, her er da ikke noget at lave fjernsyn om. Men i løbet af den kommende vinter, ringede Margit og spurgte, om jeg havde lyst til at lave fjernsyn med hende i min have. Bare 5 minutters tv om måneden med haven + et langt program.

Det varede dog ikke længe, før konceptet blev 35 minutters tv om måneden fra april til november, og det blev hurtigt den største seersucces det år, så det endte med 2 hele sæsoner og 2 kavalkade udsendelser af hver en times varighed. Der var en del forberedelse for mig, men det var det hele værd, og jeg kunne ikke have gjort det uden John, som ved siden af sit fuldtidsjob og dyrkning af de marker, der hører til gården, er frivillig i Fru Pedersens have og altid parat til at hjælpe, hvis det kniber. De dage vi filmede, sørgede min mor for, vi fik noget at spise og drikke, og far var altid parat til at køre ærinder, hvis vi manglede noget.

Tv udsendelserne var i den grad med til at kickstarte det brede kendskab til Fru Pedersens have, og så var det slut med, at der ikke kom nogen, når jeg holdt åbent i haven. Da de første 3 programmer havde været på TV, blev jeg nød til at sige mit nye job op, hvilket er det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Bent som var min nye arbejdsgiver sagde til mig, jamen du er den eneste, der kan lægge mig til at sove, så jeg sover hele natten. Når du bliver træt af at lege have, kommer du bare tilbage.

Det kom jeg aldrig, men vi bevarede kontakten, og Bent kom flere gange og besøgte mig i haven. For nylig valgte han at afslutte sin respiratorbehandling og er nu en smuk stjerne på himlen.

I dag nyder jeg at få lov at lave det, jeg er allerbedst til og elsker allermest, at få lov at leve denne vidunderlige drøm ud, som bare er blevet skønnere og mere intens, som årene er gået. Min store lyst til og glæde over denne hverdag i og omkring haven har været med til at forme og udvikle mig til Fru Pedersen, og hvert år fra maj til september byder jeg mange dejlige haveinteresserede velkommen til mit univers.

Samtidig kan mine trofaste følgere kigge med på instagram gennem hele året, jeg lægger billeder op flere gange om ugen. Jeg er ofte alene ude i haven, men jeg er aldrig alene! Jeg har havevenner over hele landet og også en del fra andre lande – det er fantastisk, og jeg er så glad for at kunne dele min glæde med så mange, og det er en fornøjelse at kunne være til inspiration for andre.

Mange af mine dejlige gæster spørger: hvor mange er I egentlig til at holde haven så fint?

De bliver overraskede over, det stort set kun er mig. Min virksomhed er en enkeltmandsvirksomhed, jeg er dog så heldig at være beriget med en dejlig familie, som alle gerne giver en hånd med, hvis det brænder på. Og så har jeg en meget dygtig medhjælper, som er her i fleksjob 4 timer om ugen, og en veninde som jeg deler køkkenhaven med. Og som før nævnt min mand John hjælper altid gerne til, når han har tid for sit fuldtidsjob og jobbet med at passe de 45 hektar jord (45 fodboldstadier) rundt om vores ejendom.

Hvert år får jeg idéer til nye stilleben, som står rundt om i haven. Jeg lader mig inspirere af årstiden, og jeg elsker selv at støbe ting af beton til mine opstillinger. F.eks. bruger jeg et rabarberblad som form og får lavet det skønneste lille vandfad med strukturen fra bladet tydeligt aftegnet. Eller jeg laver naturtro fugleæg i beton. Og jeg bruger spændende genbrugsting som sammen med smukke blomster og andet grønt kan være med til at pynte op i have, skure, lysthuse og skurvogne.

Her til slut må jeg altså lige fortælle dig om Frøken Violas Vaskeri. Det startede faktisk som Julemandens værksted, og det er det stadig i december måned. Men resten af året er Frøken Violas Vaskeri et charmerende minimuseum med gammeldags vaskebræt, tøjrulle, zinkbalje, symaskine m.m., skønne gamle sager, vi lagde på loftet, og som nu har fået nyt liv og er kilde til mange sjove minder hos en del af vores gæster. Da jeg fik idéen til at indrette det hyggelige gamle udhus, som oprindeligt var maskinhus, helt tilbage fra gårdens start, tænkte jeg, det skulle hedde noget med vaskeri, da en del af tingene blev brugt i forbindelse med tøjvask, og så var det, jeg kom på det skønne navn Frøken Violas Vaskeri, fordi min mormor og min moster begge var døbt Viola til mellemnavn.

Jeg bliver af og til inviteret til presse og bloggerevents , det er en fantastisk måde at holde sig ajour med de nyeste trends indenfor planter, det er også en dejlig lejlighed til at møde kolleger fra hele landet og til gensidig inspiration.

Jeg er også rundt i landet og holder foredrag. Du kan booke mig ved at ringe eller skrive til mig her.

​Det var lidt om, hvordan Fru Pedersens have blev til det, den er i dag. Jeg glæder mig til, vi ses.

Kærlig hilsen Fru Pedersen